Der er intet sted i verden jeg hellere ville være end her

Her er mørke bogreoler fra gulv til loft

stabler af bøger alle vegne

en dekadent lænestol med grønt velourbetræk

og gamle lamper der giver røgen et sepiatonet skær

Der er intet sted i verden jeg heller ville være end her

udenfor marcherer livgarden forbi

det føles som magi

jeg overlever

det føles som magi

Camoufleret i min kjole fra H&M

alleryderst på gæstestolen

de røde sko Kenzo-lak og lidt for meget makeup

gnistrende fingre motiveret af en stum og rygende ruin

Der er intet sted i verden jeg heller ville være end her

i forhallen til alle drømme og håb

det føles som magi

jeg springer ud

det føles som magi

Mine fødder rører næsten ikke ved trinnene på vejen op

ad trapperne

ved tanken om

en bid af himlen

beruselsen i

prominente gader

Der er intet sted i verden jeg heller ville være end her

i forhallen til alle drømme og håb

det føles som magi

jeg springer ud

det føles som magi

Jeg er fri

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Hvis vi ikke taler om det, 2021, Politikens Forlag

---

Hvis vi ikke taler om det

Du gør alting for din egen skyld alting

der er bare mig mig og mig forsvind herfra

jeg sad fast på min plads mellem far og mor

se nu hvad du har gjort siger far

forsvind herfra

Mit liv er fyldt med den slags spekulationer

kender du det kender du det?

Hvis vi ikke taler om det

er det næsten ikke her

bortset fra at jeg har spekuleret på det

lige siden

vi kan spille Kriblekryds

og lade som ingenting

tale om noget fra avisen og sporten

det ikke i orden

hvis vi ikke taler om det

I kan råbe mig ind i mit hoved råbe

mig ud af Helsinge forsvind herfra

destruere mine ting destruere mit liv

det er ækelt I siger det bare

forsvind herfra

Dagen efter var ligesom de fleste

kender du det kender du det?

Hvis vi ikke taler om det

er det næsten ikke her

bortset fra at jeg har spekuleret på det

lige siden

vi køber ind til stjerneskud

men ønsker ingenting

kun at alting skal blive som før igen

hvis vi ikke taler om det

We are never gonna be respectable

Hvis vi ikke taler om det …

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Den der lever stille, 2018, Politikens Forlag

---

Ukendte gader

Jeg foldede spekulationerne sammen

du rakte mig en cigaret

på den mørkegule bar den vinternat

du duftede af bergamot

jeg vil meget meget gerne med dig hjem

jeg vil meget meget gerne med dig hjem

Svævende og fri

mens de ukendte gader glider forbi

på den anden side af ruden

af den taxa vi sidder i

Du førte mig ind i din favn din dybe grund

one night in heaven

jeg kunne mærke din ånde mod min hals

det skræmte mig slet ikke spor

Svævende og fri

mens de ukendte gader glider forbi

på den anden side af ruden

af den taxa vi sidder i

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Den der lever stille, 2018, Politikens Forlag

---

Jeg håber at solen vil skinne

Jeg klikker Google Maps frem på min telefon

lokaliserer den lille blå prik det er mig nu på vej

Jeg håber at solen vil skinne ind gennem dit vindue og ramme din kind

En banjofrø fylder mit øre med en enstrenget lyd

et større frøkor chiller ved et vandhul siger du

Jeg håber at solen vil skinne ind gennem dit vindue og ramme din kind

Jeg løfter min røde kuffert ud af regionaltoget

jeg tror jeg ser min far stå og vente det gjorde han ikke men det gør ikke noget

Jeg håber at solen vil skinne ind gennem dit vindue og ramme din kind

jeg håber at solen vil skinne ind gennem dit vindue og ramme din kind

Din krop

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Hvis vi ikke taler om det, 2021, Politikens Forlag

---

Kapow Goodbye

I fatter ingenting

der bliver ikke tale om

et helt almindeligt liv

et helt almindeligt job

hobby-hobby-skrive i min fritid

til Enya Sail Away, Sail Away Sail Away

På mørkegrå kanonkugler

i flyvende fart væk herfra

rammer mine ord

så skarpe som knive

Usårlig Kapow Goodbye

Usårlig Kapow Goodbye

Tess Night Club

Michelle Pfeiffers mund i en pigeflok

du er smuk med makeup

smoky smoky eyes

jeg løsnede mit hår

sort bodystocking under sort chiffon

jeg kunne smadre alt

don’t you don’t you wish you never never met her

På mørkegrå kanonkugler

i flyvende fart væk herfra

rammer mine ord

så skarpe som knive

Usårlig Kapow Goodbye

Usårlig Kapow Goodbye

På mørkegrå kanonkugler …

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Den der lever stille, 2018, Politikens Forlag

---

Helt normalt

Mor har det bedst herhjemme

vi får fisk om mandagen

jeg savner min glaskugle

du kaster op på hjemvejen

Her hos os her hos os her hos os

er alting helt helt normalt helt normalt

her hos os her hos os her hos os

er alting helt normalt

Nips samler støv på mit værelse

jeg gør rent hver lørdag

alt det der stadig er der

det hjælper ikke at græde

Her hos os her hos os her hos os

er alting helt helt normalt helt normalt

her hos os her hos os her hos os

er alting helt normalt

Her hos os her hos os her hos os

er alting helt helt normalt helt normalt

her hos os her hos os her hos os

er alting helt normalt

Her hos os her hos os….

Når min mor har sagt godnat

er der det der stadig er

under sengen og på hjul

store monstre ligger skjult

aftenreglen ingen pjat

når min mor har sagt godnat

det rumsterer noget ringer

det’ en blinkene pegefinger

det’ en blinkene pegefinger

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Den der lever stille, 2018, Politikens Forlag

---

Jannie

Alt ved dette sted forekom mig rigtigt

så snart jeg trådte indenfor

lokalet var lille og rødmalet

med blyindfattede ruder

og levende lys i stager

pianisten ved flyglet

spillede Dansevisen

cigaretrøgen indhyllede de mange

mennesker ved bordene

og baren

i en behagelig tåge

Jeg købte et glas hvidvin

så mig rundt og fandt en ledig plads

ved siden af en høj kvinde

med en mørkkrøllet page

hun sad og drak et glas fadøl

og skrev koncentreret

i sin notesbog, hendes negle de var rødlakerede

da hun krydsede benene i sit pencilskirt

kunne man ane kilesømmen bag på hendes strømper

en mørkblondebluse tittede frem

under en lys cardigan

da hun drejede hovedet rundt

voksede glæden i mig

Jannie

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Den der lever stille, 2018, Politikens Forlag

---

Den, der lever stille

Før jeg lærte at skrive sad jeg bøjet

over bordet på mit værelse

med det rosablomstrede tapet

tegnede mig ind i en anden verden

mine yndlingsmotiver var piger

tvillingepiger

en hel masse piger og damer

nogle gange ved siden af et hus

der så ud til at være alt for småt til dem

andre gange frit svævende på papir

Den der lever stille lever godt

den der lever stille lever godt

Jeg skulle bare se om du stadig var her

ville mor sige når hun stak hoved ind til mig

det var jeg, ja det var jeg

jeg var her og jeg var her ikke

i den mørke del af stuen stod et kakkelbord

og en cognacfarvet lædersofa

med et par matchende stole

om eftermiddagen og igen om aftenen

lagde min mor sin stol tilbage

og sov en time eller to

Den der lever stille lever godt

den der lever stille lever godt

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Den der lever stille, 2018, Politikens Forlag

---

 En knytnæve gennem en mur

Min chance komme ud få det sagt

få et sprog eksplosion BANG feministisk antologi

de røde sko den hvide hud

min vrede Cora Kelly sætter ild til din fantasi

Jeg så en knytnæve smadre gennem en mur

ingen pistol

men min skarpe pen

klynger dig op i en spalte eller to

hvis du forfølger mig igen

jeg pisker dig med ord

Jeg pisker dig med ord

Bar ryg høj promille min skyld

idioter apati hvad fuck er der galt med mit nej?

et cirkelspark min selvrespekt lortelugt ingen løn lige nu

Polly Jean på repeat

Jeg så en knytnæve smadre gennem en mur

ingen pistol

men min skarpe pen

flænser din hud og dit ansigt uden kendetegn

hvis du forfølger mig igen

jeg pisker dig med ord

jeg pisker dig med ord

Ingen kommer til at tage min stemme fra mig igen

ingen kommer til at tage min stemme fra mig igen

ingen kommer til at tage min stemme fra mig igen

KLIP CUT din hånd min skyld

flodbølge vinen skriger

måske er der en kosmisk straf?

Jeg så en knytnæve smadre gennem en mur …

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Hvis vi ikke taler om det, 2021 Politikens Forlag

---

Tak & undskyld

Jeg siger tak ja tak til det hele

tak flere gange om ugen uden frygt

tak for lån af den brune Escada-blazer

tak fordi jeg alligevel ikke havde Skovfnat

undskyld arrangører der havde fået den vanvittige idé at invitere mig

undskyld tomme stole

undskyld til dem der med større succes kunne have optrådt her i aften

rasende er et ord i affekt undskyld

tak fordi du er en fryd for øjet et væsentligt bidrag

tak mor fordi du tænkte på din mor og ikke på mig

Undskyld fordi jeg er overfølsom overfor nikkel og bynke

tak for at nævne at billedet er diffust

tak fordi i går aftes blev reduceret til en defekt filmstrimmel

over- og undertonerne de var min skyld undskyld

undskyld for at ligge på bunden af noget sort og rode rundt blandt lyserøde elefanter og mine egne skrig

mere opadgående mere opadgående mere opadgående

undskyld jeg skulle have prøvet noget hårdt

undskyld for ikke altid at sige undskyld

Tak far fordi jeg ikke skal tabe min middelmådighed af syne

tak fordi at jeg er forberedt på enhver fiasko

tak til Kim Schumacher for at spille

vidunderlige Whitney Houston og Saving All My Love for You i Harakiri

Piratos og Salte Fisk findes

jeg spiste et stykke af himlen

Tak fordi jeres velvilje strømmer imod mig

undskyld forstyrrelsen

tusind tak fordi I alligevel er kommet

tak at nogle muligvis alligevel godt kan lide mig

undskyld og tak

Kristina Holgersen efter Leonora Christina Skov

Hvis vi ikke taler om det, 2021 Politikens Forlag

Mona det var din by

Vi løb langs den strømfyldte å

vi løb ind i det det kunne blive

til med drengene

som aldrig skulle derfra

gennem det funklende krat,

vi gemte vores drømme i

du spurgte:  ”hvem vil du ha’’?

en duft af konvaller stod omkring dig

Stod påtæerne

altid i ly

Mona det var din by

du var smuk

blev forelsket en dag

jeg var rastløs

jeg stak af

Der hang vi ud, når det blev aften hang vi i

jeg drømte om et andet sted

men der var dem vi ventede på

nogen som aldrig kom

ind i kredsen, ud af vagten, over hegnet

for at fåeller befri

du var den de fleste drømte om

når de ikke kunne falde i søvn

Stod påtæerne

altid i ly

Mona det var din by

du var smuk

blev forelsket en dag

jeg var rastløs

jeg stak af

Tog bussen blev en af drengene

lonely rider, alene i sengene

måske et rakkerliv

drømmenes holdeplads

bonede gulve og knuste ølglas

det er okay, det er deromkring, jeg er tilpas

Stod påtæerne

altid i ly

Mona det var din by

du var smuk

blev forelsket en dag

jeg var rastløs

jeg stak af

---

Bare det de andre siger

Mellem nogen eller noget

her står vi

imellem

her står jeg altid

mellem det jeg kom fra

hvor jeg skal hen

fra bord til seng og tilbage igen

imellem mor og far

krige og præsidenter som vil komme og gå

jeg lyttede

fik studenterhuen på

tog det hele ind mens jeg sprang ud

Bare det de andre siger

følge strømmen derudaf

bare det de andre siger

gøre som de andre

hvorfor ikke have det nemt?

i morgen kan det være at det meste er glemt

Jeg var for gammel som ung

mellem fløjene og kammerater

noget for nogen?

er du for eller imod

bare jeg vidste det

Volvoen var pakket med duften af min mors CloéCloé

med verden strømmende igennem mig

mellem togene der kører fra Veje Station

der stod jeg på

uden destination

med tilfældets musik påmin rejsegrammofon

Bare det de andre siger

følge strømmen derudaf

bare det de andre siger

gøre som de andre

hvorfor ikke have det nemt?

i morgen kan det være at det meste er glemt

Hvad såhvis jeg læner mig op ad nogen

og ikke ved præcis ved hvad jeg vil

blev klogere hen ad vejen under stjernerne

gennem dage jeg er til

Bare det de andre siger

følge strømmen derudaf

bare det de andre siger

gøre som de andre

hvorfor ikke have det nemt?

i morgen kan det være at det meste er glemt

---

Ny start

Fra land til by og tilbage

eller en billet til København

vi krydsede broen og nogle dage

er vi stadig fyldt med savn

vi savner dem vi forlod

hvor de bygger isbjerge op

vi voksne tænkte på vores mod

Aarhus bliver ellers flot

Vi bliver fremkaldt påny

mærker os selv

i en helt anden by

vi kunne også være flyttet til Berlin eller Bruxelles

vi vil ikke sidde og fortryde noget

når vi bliver 90

og tiden pludselig er gået

vi vil ha en ny by at kalde hjem

A new beginning– ny start

nu springer bøgen ud

forfra

fremtiden er lige begyndt

a new beginning- ny start

alderen er i alt

vi har

billeder fra vores drømme med

Vi bærer flyttekasser ind

i en uendelighed

vi har ryddet op og smidt ud

nu er der såmeget vi ikke ved

jeg træder varsomt i gaderne

ser op, ser facaderne

pejler efter kirker på Christianshavn

møder én,som kender mit navn

han siger det er modigt og flot

at rykke teltpælene op

udover Langebro til det vi kalder hjem

børnene skal hentes inden klokken fem

vi øver på en ny position

på banen, i skolen, i institutionen

det er sådan skridt for skridt

mens noget af det der var kvit og frit

glider ind i glemslens favn

for altid ny nu i København

A new beginning– ny start

nu springer bøgen ud

forfra

fremtiden er lige begyndt

a new beginning- ny start

alderen er i alt

vi har

billeder fra vores drømme med

---

Vi læner os ind

Alt hvad der kan skyde

tulipaner og roser

skyder i vores muld

vi blomstrer i den have vi gror

får blodige hænder

i kamp med et buskads

jeg har aldrig haft grønne fingre

eller lyst til at tæmme naturen

men der er noget ved den ro

hvor man sirligt reder et sted

man kan kalde sit

Vi læner os ind

trækker bordet ud

med dem vi elsker

ser ud

påos der vandrer påkloden

går påen usikker vej

over bjerge over have

så langt væk

så tæt

pådig og mig

Dig og mig vi har hinanden

kredse vi kredser i

du siger: ”vi har nok at gi’”

hvad jeg skal sige?

vi diskuterer her ved bordet

fronterne er trukket op

pligt og demokrati

uskrevne regler

følger med

ordene støver til

intet gælder mere

det regner i sjælen

det regner påalle

hver og én

Vi læner os ind ……

Sålangt væk såtæt på

vores roser og tornede buskadser

sålangt væk såtæt på

vores køkkenbord

det vi diskuterer

ordene støver til

intet gælder ikke mere

Vi læner os ind ……

---

I nat

Du forsvinder ud af døren uden vinterjakke på

du forsvinder ud af kampen og den holdsport vi stiller op i

det eneste jeg kan tænke påer om du er sammen med hende

i nat

Udenfor kører en bil med hvinende dæk mod Amager Boulevard

jeg læser kort over byens gader og Josefine Klougart

men det eneste jeg kan tænke påer om du er sammen med hende

i nat

Du siger der kun er ubetinget tillid

hvis jeg tror du kan bære den allerstørste løgn

støvet hænger som stjerner i rummet

i nat

Er du sammen med hende i nat

er du hos hende i nat

vi to er summen af det smukkeste jeg ved

sofaen er en anden sengen er en anden

i nat

---

Et øjebliks længsel 

Jeg er ikke bange mere

naturen har ryddet en lysning i mit ansigt

vi ankom sent til huset i Bargemon

en uendelig sommer bor i dig

mælkevejen er såtydelig her

sådan et blegt spor over himlen

som en veksel over marken

jeg rækker ud i mørket

men du er mere end en bevægelse væk

Det er ikke fordi jeg ikke kan tåle tvivlen

dagene der kryber under min hud

det er et øjebliks længsel som jeg taler om

koordinater

et tegn fra en gud

Du som står her

stille

blotter hudens bakker og dale

har jeg elsket dig for hårdt

har jeg slidt dig skør og stum

med mine alvorsord

er det du hører

en spytten, en hakken

har jeg udfordret din forestilling om livet med en kvinde

har vi glemt at lade os betage

af udsigten

vi står og kigger på

Det er ikke fordi jeg ikke kan tåle tvivlen

dagene der kryber under min hud

det er et øjebliks længsel som jeg taler om

koordinater

et tegn fra en gud

Jeg er ikke bange mere

alderen har ryddet en lysning i mit ansigt

drømmene er bare en begyndelse

naturen vinder altid til sidst

---

Lad os få vinteren tilbage  

Lad os få vinteren tilbage

lad os gå af sted i rim og frost

over de arrede landskaber

samle vores kroppe

som nærmest er smeltet ud

over stenene

oppe på muren uden for katedralen

la os få vinteren tilbage

sommeren har opløst

min sparsomme stedssans

varmen bedøver mig med ligegyldighed

et flydende indre

er holdt sammen

af frost om vinteren

lad os få vinteren tilbage

lad os stå på bundfrossen jord

se klart mod horisonten

Når vi går igennem sne

er der andre der kan se, hvor vi går hen

hvis vi ikke kan finde hjem

Lad os fåvinteren tilbage

lad os gå af sted i rim og frost

over de arrede landskaber

---

År efter år med dig

År efter år med dig

vi er sammen og hver for sig

mødes igen og igen

i et hvorfra og hvorhen

bare os to

under den hvide bro

sådan har jeg det

sådan er det med mig

år efter år med dig

Gyldent og gult i blæsten

gyvelen blomstrer

og så kender vi resten

foråret flyver

og vi flyver vi med

endnu en underfuld maj

er påvej

sådan føles det

hvad enten jeg vil eller ej

år efter år med dig

Skyer der sejler forbi

udenfor mit vindue så hvad skal jeg sige

et kys er et kys

og kys mig igen

jeg gi’r mig

gi’r mig hen

sådan har jeg det hinsides ja eller nej

år efter år med dig

År efter år med dig

den lange rejse fra dig til mig

der ikke mere at sige

jeg er her for at bli’e

både vinter og vår

sådu forstår

sådan har jeg det, sådan er det med mig

år efter år med dig

---

Goddag og farvel 

Goddag og farvel

her er de unge, påvej videre

mens de holder fast om hinanden

de ved at det er den sidste nat de kysser

farvel

her er de elskendes rus

iklædt den lyseste aftens grønne kjole

de deler en cigaret på trappen de vil

bare være her

himlen falder

De holder fast om hinanden

danser til solen står op

i morgen en ny dag

langt væk

herfra

Goddag og farvel

her er det du husker hvis du mister det hele

græsset I lå i, stilheden, dengang

I hoppede i søen en morgen i januar

du står alene

for dig selv

mens solen fortrænger det

mørkeblåtæppe

som har svøbt træerne

sangene I sang

for altid i nat

De holder fast om hinanden

danser til solen står op

i morgen en ny dag

langt væk

herfra

For tidligt eller alt for sent

Han siger at han ikke vil gøre det igen. Jeg siger at det ved jeg godt.

Han siger at det ikke var nogen fejltagelse på den måde.

Det var bare alt for tidligt. Eller alt for sent.

Det var bare  alt for tidligt eller alt for sent, siger jeg.

Han giver mig ret. Vi går ud foran huset, jeg sætter mig i bilen. Han håber ikke at færgen vil gynge så meget i dag. Jeg siger, at denne gang har jeg taget en pille på forhånd. Det var godt, siger han og rækker sin hånd ind til mig gennem ruden. Jeg tager den og slipper den og kører derfra, mit hår er stadig vådt.

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent.

Det var bare  alt for tidligt eller alt for sent

Det var bare  alt for tidligt eller alt for sent, siger jeg.

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent.

Bare  alt for tidligt eller alt for sent

Det var bare  alt for tidligt eller alt for sent, siger jeg.

Rester, 1996, s. 64, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

Jeg flyttede hjem igen

Jeg flyttede hjem igen midt i april

anemonerne lyste inde i skovbunden

når jeg cyklede bagom markvejen

med min taske på bagagebæreren

midt på eftermiddagen.

Alting lugtede af muld og spirer,

min mor og far vinkede mig i møde

fra hver sin position på matriklen.

Hele den sommer talte vi ikke om Dorte,

jeg cyklede ned og besøgte hende i Skelby i smug,

jeg købte nye kartofler med fra en bod

ved landevejen.

Vagn lå for hendes fødder

på terrassen

med en cigaret stikkende ud fra fortænderne

jeg følte mig så dum

med de kartofler.

Jeg flyttede hjem igen midt i april

anemonerne lyste inde i skovbunden

når jeg cyklede bagom markvejen

med min taske på bagagebæreren

midt på eftermiddagen.

Alting lugtede af muld og spirer,

min mor og far vinkede mig i møde.

Men så kom efteråret og vinteren,

og før jeg blev student,

var Dorte tilbage i vores køkken

tirsdag

og torsdag,

min mor stod med ryggen til ved køkkenbordet

og rørte længe

i et eller andet

med et eller andet.

Jeg flyttede hjem igen midt i april

anemonerne lyste inde i skovbunden

når jeg cyklede bagom markvejen

med min taske på bagagebæreren

midt på eftermiddagen.

Alting lugtede af muld og spirer,

min mor og far vinkede mig i møde

fra hver sin position på matriklen.

Dette burde skrives i nutid, 2011, s. 37-38, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

Mona

Når Mona stillede spørgsmål ud i rummet,

kom der altid mindst to svar.

Jeg havde lagt mærke til det allerede den første dag.

Nu pressede hun sig ned på bænken

mellem fyrene fra supermarkedet:

– Mon jeg kan klemme mig ind?

Sagde hendes røde mund.

• Det går.
• Du fylder jo ingenting, Mona, sagde den pæneste.
• Det går, du fylder jo ingenting.
• Det går
• Du fylder jo ingenting Mona, sagde den pæneste.
• Åh, Tim. Du er lige noget for mig.

Der blev fundet spillekort frem ved vinduesbordet.

Jeg ledte efter et æble i mit net, jeg var sulten.

Jeg havde ellers fået morgenmad for under en time siden.

Det store ur i ventesalen viste kvart over otte,

men det var halvanden time foran.

Det var noget, alle vidste.

• Det går.
• Du fylder jo ingenting, Mona, sagde den pæneste.
• Det går, du fylder jo ingenting.
• Det går
• Du fylder jo ingenting Mona, sagde den pæneste.

Nu svingede Mona sine små fødder i de mørkeblå pumps

frem og tilbage over gulvet og begyndte at synge:

– og de ventede til de døde, og de ventede til de døde.

–  Arh, så galt går det nok ikke.

– Den kommer derude nu, Mona, sagde Tim og rejse sig.

• Det går.
• Du fylder jo ingenting, Mona, sagde den pæneste.
• Det går, du fylder jo ingenting.
• Det går
• Du fylder jo ingenting Mona, sagde den pæneste.

Rødby-Puttgarden, 2005, s. 37-38  ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

Undren og uglen

Ofte går jeg med sådan en undren, det kan også være en uro, uden at kunne placere den. Jeg har desværre ingen andre eksempler på stående fod.  Bortset fra i dette nu, hvor uglen fra tidligere giver et desperat skrig i det fjerne. I det fjerne.

Der er noget, der foruroliger mig, jeg ved ikke hvad. Måske det bortkomne tyggegummi. Men også selve det fejlslagne kast, at jeg ikke kunne styre mit håndled. Jeg kan have fået gigt.  Så er der risikoen for at skulle gå meget længere uden vand, i det hele taget at skulle gå i den svuppende sko. Fortløbende at sidde her i mørket og vente. Men også udsigten til, at hun kommer tilbage.

Nu skriger uglen igen, og så slår det mig.

Det er da ikke uglen.

I det fjerne.

Det er da ikke uglen.

I det fjerne

I det fjerne

Hvis det er, 2014, s. 27-28, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

To slags mørke

Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra.

Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra.

Det giver et smæld ved min pande, træet slår mig simpelthen omkuld, det går meget hurtigt.

Jeg kan ikke få det til at passe. Det dunker og brænder i min hæl, jeg prøver at fokusere på noget andet. Mit åndedræt i kraven. Den heftige svien ved øret, måske er jeg blevet bidt. Måske af en flåt. Jeg ved ikke om de går efter ører. Mens jeg er optaget af disse overvejelser, snubler jeg ironisk nok over noget på skovstien og kommer ud af kurs.

Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra.

Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra.

Det giver et smæld ved min pande, træet slår mig simpelthen omkuld, det går meget hurtigt.

Der ligger jeg så i to slags mørke, i de visne blade.

Der ligger jeg så i to slags mørke, i de visne blade.

Der ligger jeg så i to slags mørke, i de visne blade.

Hvis det er, 2014, s. 29-30, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

Hver morgen sov vi over os

Hver aften stillede Per et vækkeur, og hver morgen sov vi over os.

Det var helt lyst, når vi vågnede tæt sammenfiltrede,

jeg fik vristet mig fri og kom ud af sengen.

Forældrene var for længst kørt på arbejde.

En fasan spankulerede rundt nede på gårdspladsen,

den satte af og kom op på fuglebrættet med en høj skratten. Skovspurvene sad i buskadset som små oppustede uldtotte.

Kom og se skovspurvene

Kom og se skovspurvene

Kom og se skovspurvene, de er helt oppustede.

• Det er jeg også efter i går, sagde han og kom op til mig.

Han lagde sine arme omkring mig,

jeg lænede hovedet tilbage mod hans skulder.

• Men rejebrødene var gode, sagde jeg.

Jeg var begyndt at gå med skisokker,

jeg havde fået et par af Ruth,

hun havde købt dem i Abrakadabra.

Hun havde også købt en hængekøje til os,

nu hang den mellem spærene i den etværelses

og var fuld af vores snavsede tøj.

Per stod og rodede efter en T-shirt dernede,

han kunne snart få hestehale.

Kom og se skovspurvene

Kom og se skovspurvene

Kom og se skovspurvene, de er helt oppustede.

• Det er jeg også efter i går, sagde han og kom op til mig.

Dette burde skrives i nutid, 2011, s. 43-44, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

4 forskellige slags saltstænger

Så længe Marianne kan huske,

har hun glædet sig til at blive gammel og få så svage ben,

at hun må takke nej til alle invitationer.

Hun sidder i et selskab

og forsøger at ryge en cigaret, der er mennesker omkring hende, som åbenlyst kommunikerer og bevæger sig.

Marianne drysser asken i sit glas og rømmer sig næsten uden lyd. Hun er imponeret over deres åbenhed, det er som om de lever selv i ventetiden

Det er som om de lever selv i ventetiden

Det er som om

Marianne tæller sekunderne ved at stampe en rytme med foden under bordet. Engang så hun et ur, der gik dobbelt så hurtigt som tiden. Hun ville aflægge besøg i et antal butikker for at anskaffe sig et og placere det i stuen før fødselsdagen.

Marianne drysser asken i sit glas og rømmer sig næsten uden lyd. Hun er imponeret over deres åbenhed, det er som om de lever selv i ventetiden.

Det er som om de lever selv i ventetiden.

I stedet købte hun fire forskellige slags saltstænger, nu har de alle sammen tygget af munden og begynder at synge.

Marianne drysser asken i sit glas og rømmer sig næsten uden lyd. Hun er imponeret over deres åbenhed, det er som om de lever selv i ventetiden.

Det er som om de lever selv i ventetiden.

Det er som om de lever selv i ventetiden.

Eksempel på liv, 1993, s. 59, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

Jeg undskylder

Hvor tit sad jeg ikke og fantaserede, når I var kørt.

Jeg kunne sidde sådan i flere timer, med lukkede øjne for at undgå synet af alt det rod.

Jeg undskylder. Jeg tager det hele tilbage.

Jeg undskylder Jeg tager det hele tilbage.

Jeg behøver intet soveværelse, heller ingen seng.

Jeg undskylder.

Jeg tilbringer gerne hver nat stående som en lygtepæl

På trappen eller bagest i haven.

Jeg sværger, jeg har slet ikke brug for søvn, ingen siger, man absolut skal sove

Jeg undskylder. Jeg tager det hele tilbage.

Jeg undskylder. Jeg tager det hele tilbage.

Jeg behøver intet soveværelse, heller ingen seng.

Jeg undskylder.

Der var en drøm, der vendte tilbage til mig nat efter nat.

Biler og Dyr, 2000,  s. 76, ©Helle Helle,

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen 

---

Bedøvet og lettet

Lyset det blev grønt, og jeg gik over. Mine hænder talte og talte pengene i lommen. Jeg skulle bare ned for enden af gaden og så til højre, så kom hotellet et par hundrede meter henne. Jeg satte mig på en trappesten foran noget, der lignede et vaskeri. Der kom ikke nogen lyd fra mig, men tårerne blev ved med at løbe.

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg kunne lige så godt være gennemsigtig. Mit ben bevægede sig på trappestenen, men det behøvede ikke at være mit. Engang lå jeg i noget marehalm og tænkte på, at jeg måske var gået i opløsning. Jeg var seksten år, det var en gråvejrsdag.

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg sad på trappestenen meget længe. Mine tæer var helt følelsesløse i skindstøvlerne, da jeg rejste mig og gik tilbage til hotellet.

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Rødby-Puttgarden, 2005, s. 160, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

To svaner

To gader længere væk har en mand endelig fået billedet op på væggen.

Det forestiller to svaner, som ved et uheld har fået viklet deres halse ind i hinanden.

Solen på billedet er ved at gå ned, og man forstår deres panik. Hvordan skal de skelne sig selv fra den anden i mørket? Og hvis der kommer en natlig krybskytte på svanejagt, hvordan skal de så skynde sig væk?

Manden retter på billedet og henter sin riffel.

Der kommer et hul i væggen. Den er ellers lavet af noget hårdt.

I lejligheden ved siden af står en ung mand med en pistol rettet mod sin tinding. Han mener ikke selv, at han har skudt.

Han mener ikke selv, at han har skudt.

Eksempler på liv, 1993, s. 8-9, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

---

Orkanen er drevet over

Orkanen er drevet over, men vi har stadig ingen strøm.

Jeg står på trappetrinet ud til den lille have med raftehegnet.

Det er ikke til at se bevoksningen i mørket, men der er en græsplæne og noget, der kunne ligne et birketræ, inde midt på den.

Stammen lyser hvidt. Det er stjerneklart. Alle skyer er stormet

af himlen. Jeg tænker på, hvor tit jeg tænker på vejret, når jeg sidder i stuen bag den grå plaid, jeg har hængt foran vinduet ved sofaen.

Jeg bankede to søm i øverst på vinduesrammen og nippede hovederne af med en tang. Den grå plaid kan henlægge stuen i et behageligt halvmørke, uanset vejret.  Det stedsegrønne gør resten af arbejdet foran vinduerne ud mod vejen.

Ned til hundene, 2008, s. 33, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen