TO SLAGS MØRKE - Kristina Holgersen

For tidligt eller alt for sent

Han siger at han ikke vil gøre det igen. Jeg siger at det ved jeg godt.

Han siger at det ikke var nogen fejltagelse på den måde.

Det var bare alt for tidligt. Eller alt for sent.

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent, siger jeg.

Han giver mig ret. Vi går ud foran huset, jeg sætter mig i bilen. Han håber ikke at færgen vil gynge så meget i dag. Jeg siger, at denne gang har jeg taget en pille på forhånd. Det var godt, siger han og rækker sin hånd ind til mig gennem ruden. Jeg tager den og slipper den og kører derfra, mit hår er stadig vådt.

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent.

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent, siger jeg.

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent.

Bare alt for tidligt eller alt for sent

Det var bare alt for tidligt eller alt for sent, siger jeg.

Rester, 1996, s. 64, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

Jeg flyttede hjem igen

Jeg flyttede hjem igen midt i april

anemonerne lyste inde i skovbunden

når jeg cyklede bagom markvejen

med min taske på bagagebæreren

midt på eftermiddagen.

Alting lugtede af muld og spirer,

min mor og far vinkede mig i møde

fra hver sin position på matriklen.

Hele den sommer talte vi ikke om Dorte,

jeg cyklede ned og besøgte hende i Skelby i smug,

jeg købte nye kartofler med fra en bod

ved landevejen.

Vagn lå for hendes fødder

på terrassen

med en cigaret stikkende ud fra fortænderne

jeg følte mig så dum

med de kartofler.

Jeg flyttede hjem igen midt i april

anemonerne lyste inde i skovbunden

når jeg cyklede bagom markvejen

med min taske på bagagebæreren

midt på eftermiddagen.

Alting lugtede af muld og spirer,

min mor og far vinkede mig i møde.

Men så kom efteråret og vinteren,

og før jeg blev student,

var Dorte tilbage i vores køkken

tirsdag

og torsdag,

min mor stod med ryggen til ved køkkenbordet

og rørte længe

i et eller andet

med et eller andet.

Jeg flyttede hjem igen midt i april

anemonerne lyste inde i skovbunden

når jeg cyklede bagom markvejen

med min taske på bagagebæreren

midt på eftermiddagen.

Alting lugtede af muld og spirer,

min mor og far vinkede mig i møde

fra hver sin position på matriklen.

Dette burde skrives i nutid, 2011, s. 37-38, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

Mona

Når Mona stillede spørgsmål ud i rummet,

kom der altid mindst to svar.

Jeg havde lagt mærke til det allerede den første dag.

Nu pressede hun sig ned på bænken

mellem fyrene fra supermarkedet:

– Mon jeg kan klemme mig ind?

Sagde hendes røde mund.

Det går.
Du fylder jo ingenting, Mona, sagde den pæneste.
Det går, du fylder jo ingenting.
Det går
Du fylder jo ingenting Mona, sagde den pæneste.
Åh, Tim. Du er lige noget for mig.

Der blev fundet spillekort frem ved vinduesbordet.

Jeg ledte efter et æble i mit net, jeg var sulten.

Jeg havde ellers fået morgenmad for under en time siden.

Det store ur i ventesalen viste kvart over otte,

men det var halvanden time foran.

Det var noget, alle vidste.

Det går.
Du fylder jo ingenting, Mona, sagde den pæneste.
Det går, du fylder jo ingenting.
Det går
Du fylder jo ingenting Mona, sagde den pæneste.

Nu svingede Mona sine små fødder i de mørkeblå pumps

frem og tilbage over gulvet og begyndte at synge:

– og de ventede til de døde, og de ventede til de døde.

– Arh, så galt går det nok ikke.

– Den kommer derude nu, Mona, sagde Tim og rejse sig.

Det går.
Du fylder jo ingenting, Mona, sagde den pæneste.
Det går, du fylder jo ingenting.
Det går
Du fylder jo ingenting Mona, sagde den pæneste.

Rødby-Puttgarden, 2005, s. 37-38 ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

Undren og uglen

Ofte går jeg med sådan en undren, det kan også være en uro, uden at kunne placere den. Jeg har desværre ingen andre eksempler på stående fod. Bortset fra i dette nu, hvor uglen fra tidligere giver et desperat skrig i det fjerne. I det fjerne.

Der er noget, der foruroliger mig, jeg ved ikke hvad. Måske det bortkomne tyggegummi. Men også selve det fejlslagne kast, at jeg ikke kunne styre mit håndled. Jeg kan have fået gigt. Så er der risikoen for at skulle gå meget længere uden vand, i det hele taget at skulle gå i den svuppende sko. Fortløbende at sidde her i mørket og vente. Men også udsigten til, at hun kommer tilbage.

Nu skriger uglen igen, og så slår det mig.

Det er da ikke uglen.

I det fjerne.

Det er da ikke uglen.

I det fjerne

Hvis det er, 2014, s. 27-28, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

To slags mørke

Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra.

Det giver et smæld ved min pande, træet slår mig simpelthen omkuld, det går meget hurtigt.

Jeg kan ikke få det til at passe. Det dunker og brænder i min hæl, jeg prøver at fokusere på noget andet. Mit åndedræt i kraven. Den heftige svien ved øret, måske er jeg blevet bidt. Måske af en flåt. Jeg ved ikke om de går efter ører. Mens jeg er optaget af disse overvejelser, snubler jeg ironisk nok over noget på skovstien og kommer ud af kurs.

Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra.

Det giver et smæld ved min pande, træet slår mig simpelthen omkuld, det går meget hurtigt.

Der ligger jeg så i to slags mørke, i de visne blade.

Hvis det er, 2014, s. 29-30, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

Hver morgen sov vi over os

Hver aften stillede Per et vækkeur, og hver morgen sov vi over os.

Det var helt lyst, når vi vågnede tæt sammenfiltrede,

jeg fik vristet mig fri og kom ud af sengen.

Forældrene var for længst kørt på arbejde.

En fasan spankulerede rundt nede på gårdspladsen,

den satte af og kom op på fuglebrættet med en høj skratten. Skovspurvene sad i buskadset som små oppustede uldtotte.

Kom og se skovspurvene

Kom og se skovspurvene, de er helt oppustede.

Det er jeg også efter i går, sagde han og kom op til mig.

Han lagde sine arme omkring mig,

jeg lænede hovedet tilbage mod hans skulder.

Men rejebrødene var gode, sagde jeg.

Jeg var begyndt at gå med skisokker,

jeg havde fået et par af Ruth,

hun havde købt dem i Abrakadabra.

Hun havde også købt en hængekøje til os,

nu hang den mellem spærene i den etværelses

og var fuld af vores snavsede tøj.

Per stod og rodede efter en T-shirt dernede,

han kunne snart få hestehale.

Kom og se skovspurvene

Kom og se skovspurvene, de er helt oppustede.

Det er jeg også efter i går, sagde han og kom op til mig.

Dette burde skrives i nutid, 2011, s. 43-44, ©Helle Helle

Tekstklip og musik ©Kristina Holgersen

4 forskellige slags saltstænger

Så længe Marianne kan huske,

har hun glædet sig til at blive gammel og få så svage ben,

at hun må takke nej til alle invitationer.

Hun sidder i et selskab

og forsøger at ryge en cigaret, der er mennesker omkring hende, som åbenlyst kommunikerer og bevæger sig.

Marianne drysser asken i sit glas og rømmer sig næsten uden lyd. Hun er imponeret over deres åbenhed, det er som om de lever selv i ventetiden

Det er som om de lever selv i ventetiden

Det er som om

Marianne tæller sekunderne ved at stampe en rytme med foden under bordet. Engang så hun et ur, der gik dobbelt så hurtigt som tiden. Hun ville aflægge besøg i et antal butikker for at anskaffe sig et og placere det i stuen før fødselsdagen.

Marianne drysser asken i sit glas og rømmer sig næsten uden lyd. Hun er imponeret over deres åbenhed, det er som om de lever selv i ventetiden.

Det er som om de lever selv i ventetiden.

I stedet købte hun fire forskellige slags saltstænger, nu har de alle sammen tygget af munden og begynder at synge.

Marianne drysser asken i sit glas og rømmer sig næsten uden lyd. Hun er imponeret over deres åbenhed, det er som om de lever selv i ventetiden.

Det er som om de lever selv i ventetiden.

Jeg undskylder

Hvor tit sad jeg ikke og fantaserede, når I var kørt.

Jeg kunne sidde sådan i flere timer, med lukkede øjne for at undgå synet af alt det rod.

Jeg undskylder. Jeg tager det hele tilbage.

Jeg undskylder Jeg tager det hele tilbage.

Jeg behøver intet soveværelse, heller ingen seng.

Jeg undskylder.

Jeg tilbringer gerne hver nat stående som en lygtepæl

På trappen eller bagest i haven.

Jeg sværger, jeg har slet ikke brug for søvn, ingen siger, man absolut skal sove

Jeg undskylder. Jeg tager det hele tilbage.

Jeg behøver intet soveværelse, heller ingen seng.

Jeg undskylder.

Der var en drøm, der vendte tilbage til mig nat efter nat.

Bedøvet og lettet

Lyset det blev grønt, og jeg gik over. Mine hænder talte og talte pengene i lommen. Jeg skulle bare ned for enden af gaden og så til højre, så kom hotellet et par hundrede meter henne. Jeg satte mig på en trappesten foran noget, der lignede et vaskeri. Der kom ikke nogen lyd fra mig, men tårerne blev ved med at løbe.

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg kunne lige så godt være gennemsigtig. Mit ben bevægede sig på trappestenen, men det behøvede ikke at være mit. Engang lå jeg i noget marehalm og tænkte på, at jeg måske var gået i opløsning. Jeg var seksten år, det var en gråvejrsdag.

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg sad på trappestenen meget længe. Mine tæer var helt følelsesløse i skindstøvlerne, da jeg rejste mig og gik tilbage til hotellet.

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

Jeg følte mig bedøvet og lettet

Bedøvet og lettet

To svaner

To gader længere væk har en mand endelig fået billedet op på væggen.

Det forestiller to svaner, som ved et uheld har fået viklet deres halse ind i hinanden.

Solen på billedet er ved at gå ned, og man forstår deres panik. Hvordan skal de skelne sig selv fra den anden i mørket? Og hvis der kommer en natlig krybskytte på svanejagt, hvordan skal de så skynde sig væk?

Manden retter på billedet og henter sin riffel.

Der kommer et hul i væggen. Den er ellers lavet af noget hårdt.

I lejligheden ved siden af står en ung mand med en pistol rettet mod sin tinding. Han mener ikke selv, at han har skudt.

Han mener ikke selv, at han har skudt.

Orkanen er drevet over

Orkanen er drevet over, men vi har stadig ingen strøm.

Jeg står på trappetrinet ud til den lille have med raftehegnet.

Det er ikke til at se bevoksningen i mørket, men der er en græsplæne og noget, der kunne ligne et birketræ, inde midt på den.

Stammen lyser hvidt. Det er stjerneklart. Alle skyer er stormet

af himlen. Jeg tænker på, hvor tit jeg tænker på vejret, når jeg sidder i stuen bag den grå plaid, jeg har hængt foran vinduet ved sofaen.

Jeg bankede to søm i øverst på vinduesrammen og nippede hovederne af med en tang. Den grå plaid kan henlægge stuen i et behageligt halvmørke, uanset vejret. Det stedsegrønne gør resten af arbejdet foran vinduerne ud mod vejen.

”Som læsning af forfatterskabet rammer bog og plade helt i plet: HH-prosaen som stemningsrig, konkret-blomstrende poesi, der hellere end gerne lader sig klippe i faktiske vers.”

Lars Bukdahl , Weekendavisen.